Claus Due er menighedsrådsmedlem i Humlebæk Kirke. Han har udgivet en bog om at sætte mål i kirken - og hvordan man når dem. Bogen hjælper menighedsrådet med at lægge strategi og til at prioritere sin indsats i sognet, så menighedsrådets knappe ressourcer bliver anvendt mest hensigtsmæssigt i forhold til, hvad der tjener sognet og folkekirken bedst. Vi har inviteret ham til at fortælle om historien bag bogen.
”Jeg er kommet i menighedsrådet!”
Karrysilden lå overdådigt indbydende på tallerkenen. Det ville være klogt at holde igen her i starten med tanke på de mange retter, julebuffeten bød på. Men jeg elsker sild. Snetotter dryssede ned udenfor de sprossede vinduer og dækkede langsomt men sikkert vores fodspor på dørtrinnet til restauranten. Hans, Christian og Jørgen er barndomsvenner. Vi mødes denne ene dag i december for at opdatere hinanden på året, der gik. Jørgen skænkede gavmildt snaps i glassene, mens han spurgte. Hvad har du gang i af spændende ting? Tiden stod stille. Snapsen holdt op med at løbe ud af flasken. Der kunne være gået en engel gennem krostuen, hvis der ellers havde været plads for alle de andre gæster og deres engagerede stemmer. Ved firmandsbordet var alt imidlertid stille. Målløse blikke. Snapseflasken fandt sin plads på bordet. Hans brød tavsheden.
”Hvorfor støtter du den tabersag?”
Derefter talte jeg en del. Det gik op for mig, hvor lidt disse ellers oplyste folkekirkemedlemmer vidste om kirken og dens arbejde. Deres slående mangel på viden om, at præster også arbejder på andre tidspunkter end søndag mellem kl. 10 og 11. At højmesserne blot udgør en lille andel af de mangeartede begivenheder og arrangementer, kirken er initiativtager til. Hvor mange mennesker, vi takket være kirketællingerne, kan dokumentere går gennem sognets tælleapparater hver år. Hvor stor en succes, folkekirken i virkeligheden er.
Jeg forstod denne decemberdag, at mange menneskers holdning til folkekirken ikke bygger på viden, men er et resultat af fordomme, baseret på pressens fortællinger om kirke, præster og kristendom. Fortællinger, der er initieret af højtråbende kritikere eller enkeltstående uheldige individer i kirkens rækker. Fortællinger, der har udviklet sig til uimodsagte generelt accepterede ”sandheder” om folkekirkens ”state of the union”.
Jeg erkendte, at vi ikke kan laste andre end os selv for den offentlige menings misopfattelse af situationen eller for, at dåbstal eller medlemsprocent måtte falde. Vi har tradition for at vende den anden kind til, når kritikken rammer os. Uanset om kritikken er rigtig eller forkert.
Nej. Vi skal på barrikaderne! Vi skal tage til genmæle. Vi skal ikke blot ydmygt søge at tilpasse os omverdenens luner. Vi skal helt frem til nettet og være med til at skabe vores egen fremtid. Det kræver, at vi lærer at kommunikere effektivt samt skabe relationer til hele den kæmpe medlemsskare, vi har ansvaret for.
Da jeg var færdig med at tale, dækkede sneen dekorativt de sprossede ruder. Hans, Christian og Jørgen var nået til flæskestegen og rødkålen og endnu en øl. Foran mig lå sildemadden urørt på tallerkenen.
”Nu vil jeg godt have den snaps”
Det er nu seks år siden, og vi mødes stadig til den årlige julefrokost. Kristendom og mit engagement i folkekirken er et af de obligatoriske samtaleemner. Men samtalen har skiftet karakter. Fordommene er efterhånden erstattet af interesserede spørgsmål om visioner, mål, initiativer og resultater. Næste jul skal vi uden tvivl tale om min nye bog ”Sæt mål for dit sogn. Og nå det”, der udkommer her i slutningen af marts, men som du kan forudbestille allerede nu.
