Har du nogensinde tænkt over, hvordan det kan være at nogle hjemmesider bliver vist før andre, når man søger på Google? Eller hvad der skal til, for at det bliver nemmere for menigheden at finde jeres hjemmeside, når de søger? Vi har samlet 3 råd til, hvordan netop jeres kirke får bedre resultater på Google.
Det hele handler om “Search Engine Optimisation” (SEO), som egentlig bare betyder, at optimere ens hjemmeside, så den kommer længere op i Google-søgninger. SEO er en omfattende disciplin og det kan hurtigt blive meget teknisk, men der er nogle grundlæggende ting man starte med. Vi har samlet tre trin, som er lige til at implementere på jeres kirkes hjemmeside.
1. Overvej hvordan nye besøgende har fundet jer
Det første du skal overveje er, hvad folk søger efter, når de leder efter nogle af de ting I tilbyder. Det kan være, at en familie skal finde en lokal kirke til en barnedåb eller at en tilflyttet familie leder efter et fællesskab i byen. De søger ikke nødvendigvis efter lige jeres kirke, men det betyder ikke, at jeres tilbud ikke er relevante for dem. Derfor er det vigtigt, at de også finder frem til jeres hjemmeside. Så hvordan finder nye besøgende kirkens hjemmeside?
Er I den eneste kirke i byen, vil mange nok finde jer ved en søgning efter byens navn og kirke. Det er dog mange steder ikke tilfældet. Overvej derfor i stedet, hvad det er børnefamilien eller den musikinteresserede søger efter på nettet. Er det måske snarere jeres bynavn plus musik, koncerter, børneaktiviteter eller lignende? Så er det disse ord, du skal fylde jeres hjemmeside med.
Forestil dig Lene og Peter, som lige er flyttet til byen “Kirkelund”. De har to børn og kender ellers ikke andre i byen. Derfor vil de gerne finde et sted, hvor de kan møde nye bekendtskaber og give deres børn nogle gode oplevelser. Hvad søger Lene og Peter efter? De søger måske efter “Aktiviteter for børn i Kirkelund” eller “Familiearrangement Kirkelund”. Dette eksempel understreger den tankegang du må følge.
2. Hvem har I tilbud for?
Det kan virke overvældende at skulle gennemtænke alle de søgeord, som menigheden kunne have fundet jer gennem. Overvej derfor først, hvem det er, I har specifikke tilbud for. Mange kirker har spaghettigudstjenester eller babysalmesang for de mindste. For at disse tilbud skal ende op sammen med byens andre børneaktiviteter på Google, er det vigtigt at du skriver om dem på jeres hjemmeside og forsøger at inkludere nogle af de ord, som du kunne forestille dig menigheden søger efter. Inkludér for eksempel i beskrivelsen, at det er en aktivitet for børnefamilier i Kirkelund. På den måde har du allerede imødekommet nogle af de søgeord, som besøgende kunne bruge. Det er disse to trin, som du bør overveje, hver gang du opretter en begivenhed. Hvem er min begivenhed målrettet? Og hvad kunne gøre, at de fandt frem til den?
Der er måske andre ting din kirke tilbyder, som også kan hjælpe kirken nå til tops i en Google søgning. Lad os overveje et andet eksempel. Jakob og Birgitte skal døbe deres søn, og leder derfor efter en kirke, hvor de også efterfølgende kan leje et lokale til fejringen. De ved, at deres lokale kirke ikke tilbyder lokaleudlejning og overvejer derfor, om de skal finde lokaler et andet sted eller finde en helt anden kirke til barnedåben. De søger derfor efter “Lokaleudlejning Kirkelund”. Hvis du har skrevet de samme ord flere gange på jeres hjemmeside, er der større chance for, at Google vil matche Jakob og Birgittes søgning med jeres tilbud.
De mange tilbud, som kirken har, gør at der er mange ting du skal skrive om på hjemmesiden, for at I klarer jer godt i søgeresultaterne. Et godt råd er at gennemgå jeres hjemmeside som den er nu. Hvilke punkter fremhæver I allerede? I har måske tilbud om børne- og ungeaktiviteter, musiktilbud, lokaleudlejning, konfirmation og ældrecaféer. Notér de ting ned, som du ved I tilbyder og har succes med, og fokuserer på disse. Hemmeligheden er, at skrive en masse om disse tilbud.
3. Skriv, skriv, skriv!
Som nævnt tidligere, er det vigtigt at jeres begivenheder og andre tilbud har en beskrivelse. Det er med beskrivelsen, du virkelig kan få skrevet nogle af de ord, som interesserede måtte søge efter. Overvej målgruppen og hvad de ville søge efter, og skriv så disse ord. For at øge trafikken på jeres hjemmeside yderligere, er det en god idé at gå i gang med at bruge jeres blog og skrive relevante indlæg.
På bloggen kan alle der er tilknyttet jeres fællesskab skrive. Det kan være præsten, den frivillige eller en fra menigheden der har noget på hjerte. I forhold til jeres placering på Google, er det dog vigtigt at du fokuserer på, at skrive indlæg på bloggen, der omhandler jeres tilbud. Skriv derfor gerne et dybdegående indlæg om, hvad det indebærer at leje kirkens lokaler, og del historier fra tidligere lejere. Bed dåbsforældre dele historier om deres oplevelse med dåb i kirken eller bed konfirmanderne skrive om deres forberedelse. Det behøver ikke være lange indlæg, men mange interessante indlæg vil hjælpe med jeres placering på Google.
Sidst, men ikke mindst, er det vigtigt, at det du publicerer på bloggen er godt indhold. Med det mener vi, at give de interesserede svar på det, de leder efter eller give inspiration og værdi til dem, der læser det. Overvej altså hvilke personer i lokalsamfundet, din kirke har tilbud for. Tænk over et par forskellige søge-kombinationer, som du kunne forestille dig de bruger, når de tilfældigt finder jeres tilbud og sørg så for at have alle disse kombinationer nævnt på hjemmesiden - jo flere gange des bedre. Vær ikke bange for at bruge bloggen. Jeres interessante indlæg kan også være med til at fange helt ny opmærksomhed.