All Posts

Sådan kommer du i gang med at skrive blogindlæg i kirken

Sådan kommer du i gang med at skrive blogindlæg i kirken

Kirkens blog er et af de oplagte steder at dele relevant indhold. Her kan præsten og alle andre få mulighed for at dele tanker og indlæg, som er relevante for menigheden. Læs med her, når vi guider dig til, hvordan du får gang i kirkens blog.

Sådan kommer du i gang med at skrive blogindlæg

Der er tre vigtige ting at huske på, når du planlægger et blogindlæg. Det er blandt andet hvem bloggen er til og hvorfor, hvad målet er for bloggen, altså hvad du skal skrive, samt hvordan du opnår dette mål. Lad os gennemgå de tre punkter.

1. Hvem skriver du til?

Når du skriver et blogindlæg, skal du forestille dig én person, som du henvender dig til. Forestil dig, at du vil prøve at fange de unges opmærksomhed. Vælg én person og forestil dig hele vejen igennem, at det er denne person, du skriver til. Det gør det lettere for dig, når du skal vælge, hvad du skal skrive, men også hvordan du skal skrive det. Når du har valgt hvem du skal skrive til, er næste trin at spore dig ind på, hvad du har på hjerte som personen kunne være interesseret i at læse.

Det kan også være du brænder inde med noget, som du gerne vil dele. Hvis dette er tilfældet, må du vende processen om og først specificere, hvad du vil kommunikere ud, og dernæst hvem din besked er relevant for. Sørg for, at du stadig målretter dit budskab til en gruppe eller et specifikt fællesskab i kirken og skriver indlægget, som var det til én person.

Her er et eksempel. Konfirmations-sæsonen er i gang, og du vil gerne kommentere på, hvad det betyder, at et nyt kuld af unge mennesker beslutter sig for at lade sig konfirmere. Derfor vil du skrive et indlæg om, hvorfor det er vigtigt at bekræfte sin interesse i det kristne fællesskab. Hvem kunne et sådant indlæg være relevant for? Formentlig næste års potentielle konfirmander, som i øjeblikket overvejer, om de skal lade sig konfirmere. For at gøre det nemt for dig at skrive til dem, skal du derfor forestille dig en af disse unge, som måtte være i tvivl. Hav personen i baghovedet mens du skriver dit indlæg, så det konsekvent er skrevet i et sprog og en tone der passer til personen. Du kan endda forestille dig personens køn og navn, hvis det gør det lettere at visualisere, hvem du skriver til.

2. Sæt et mål

Nu har du styr på, hvem dit blogindlæg skal skrives til, samt hvad det overordnet skal omhandle. Næste skridt er at notere ned, hvad du håber denne person opnår ved at læse indlægget. Det kan være, du ønsker personen vil deltage til et arrangement, melde sig som frivillige i kirken eller, som i eksemplet ovenfor, vil lade sig konfirmere.

Det er målet der afgør, hvad du skal skrive i blogindlægget, altså selve indholdet. Uden et mål, er der ingen mening bag et indlæg. Brug derfor den tid det tager at identificere et konkret og målbart mål. Med et mål kan du se resultaterne af den tid du investerer i at skrive blogindlæg. Uden et mål er det svært at se, om blogindlæggene gør en forskel.

Tilbage til eksemplet med de kommende konfirmander. Målet her er at afklare tvivlen hos nogle af de unge, så de kan beslutte sig for at blive konfirmeret eller lade være. Et mål som dette er selvfølgelig svært se resultater af, for hvem ved om blogindlægget var det der hjalp den enkelte unge med at vælge. Det kræver nok, at de unge senere tilkendegiver, om de læste dit indlæg, og om det gjorde en forskel for dem. Men det er langt fra umuligt. For når du til efteråret starter konfirmationsforberedelse med et nyt hold og har de unge samlet, kan du jo spørge dem direkte, om indlægget nåede ud til dem eller om de havde været interesserede i at læse et sådant indlæg fra for eksempel præsten. Viser det sig at de havde interessen, men ikke fandt dit indlæg, kan du næste år eksperimentere med andre måder at få indlægget ud til de unge på. Det vigtigste er, først og fremmest, at beskeden går igennem og dernæst selvfølgelig at den også når ud.

3. Hvordan vil du opnå målet?

Når målet er sat ved du også, hvad du skal skrive om i bloggen. Målet har du nemlig sat ud fra modtageren og modtagerens behov. Er målet at afklare tvivlen hos nogle af de unge, så er det måske svar på nogle af deres spørgsmål, du skal give. Du kan for eksempel invitere de unge til at dele nogle af deres spørgsmål på jeres Facebook-side eller i en e-mail, eller spørge det nuværende konfirmandhold hvad de synes havde været interessant at vide om konfirmation og konfirmationsforberedelse.

Hvad kan du mere gøre, for at dit mål bliver nået? En ting er at tænke over, hvor du deler blogindlægget. Det kræver at du går tilbage til trin ét og overvejer hvor din valgte målgruppe ville finde blogindlægget. Nogle personer i menigheden vil måske selv holde sig opdateret på kirkens hjemmeside og interesseret læse med på bloggen, men desværre viser erfaring at få selv tjekker her. De fleste skal mindes om og fortælles, at du har skrevet noget, der er relevant for dem at læse.

Der er mange måder at gøre det på. Det kan for eksempel være i opdelte og relevante nyhedsbreve, men kunne også være på sociale medier eller ved at fortælle om dit indlæg, når du er blandt den relevante gruppe i menigheden. Afprøv forskellige ting og del gerne blogindlægget flere steder. Husk dog altid, hvem målgruppen er og del primært indlægget der, hvor du tror de læser med.

De unge, potentielle konfirmander tjekker ikke nødvendigvis kirkens hjemmeside. Nogle af dem gør nok i og med de opsøger information om konfirmation, men for andres vedkommende vil de få informationen fra deres forældre, klassekammerater eller lærere. Overvej derfor, om du kunne sende et link til blogindlægget til årgangens klasselærere og bede dem dele det med de unge. Del det også med de relevante aldersgrupper blandt spejderne eller kirkens kor og måske også på Facebook eller i en nyhedsmail til forældrene med en opfordring til at dele det med deres børn.

Det er forskelligt fra kirke til kirke, hvilke muligheder der er for at dele indlægget. Sørg for at udnytte de muligheder du har til rådighed og læg specielt mærke til, hvor flest finder blogindlægget henne.

Hvor ofte skal vi skrive indlæg på bloggen?

De ovenstående tre punkter kan få dig langt, når du skal begynde at skrive blogindlæg fra kirken. Der er dog også et andet brændende spørgsmål, som vi ofte hører: Hvor ofte skal man publicere indlæg på bloggen?

Først og fremmest er det vigtigt at huske, at et mål om for eksempel minimum ét indlæg om ugen ikke nødvendigvis betyder, at du hver uge skal skrive blogindlæg. Indlæggene kan nemlig både komme fra forskellige personer, men også samles og planlægges ud i fremtiden, så de automatisk bliver fordelt over en længere periode.

Når det kommer til selve spørgsmålet om hyppighed er der (desværre) ikke et klart svar. Igen afhænger det af jeres sogn, menighed og deres interesser. Derfor er vejen frem at teste. For at kunne måle hvor mange der besøger kirkens blog, skal du installere Google Analytics. Forsøg i en periode for eksempel at udgive to indlæg ugentligt og i en anden periode kun at udgive et indlæg hver anden uge. Se, om det ændrer på, hvor mange der læser indlæggene. De mange indlæg vil ofte være målrettet forskellige grupper. Derfor gør det for det meste ikke noget at udgive mange indlæg - for de vil blive læst af forskellige personer. Vi anbefaler som regel, at du forsøger med minimum ét indlæg om ugen, og husk igen, at du ikke selv behøver at skrive alt indhold.

Topics: Medlemspleje

En ChurchDesk Guide: Hvorfor skal jeres kirke have en blog?

En blog en vigtig del af kirkens hjemmeside og et oplagt sted at formidle relevant indhold. Vejledningen giver gode råd til at komme i gang med at blo...

Read more

Hvorfor skal kirken være på Facebook?

Danskerne er online det meste af dagen. Kig dig omkring i toget, bussen, køen i supermarkedet, eller mens du venter på grønt lys. Du vil højst sandsyn...

Read more

Konfirmation - og hvad så?

Hvordan fastholder vi de unge efter deres konfirmation? Hvert år konfirmeres næsten 50.000 unge i den danske folkekirke. Op til den store dag deltager...

Read more