Danskerne er online det meste af dagen. Kig dig omkring i toget, bussen, køen i supermarkedet, eller mens du venter på grønt lys. Du vil højst sandsynligt se flere personer med snuden begravet i skærmen. Her søger de på internettet, sender beskeder og tjekker sociale medier. I dag søger vi mere på internettet fra vores mobiltelefoner end vi gør fra computere. Tendensen beskriver hvordan flere og flere udnytter tiden på farten til at holde sig opdaterede på nyheder og netværk. Og vi danskere er vilde med de sociale medier. 62% af os tjekker Facebook hver dag. Netop derfor bør kirken også være til stede på Facebook. For Facebook giver en enestående mulighed for at fange folks opmærksomhed, mens de føler, de har tid til at fordybe sig i det, de får vist. Lykkedes det kirken at byde ind med relevante og interessante opslag på Facebook, kan den nå ud til mange mennesker, som ellers ikke ville have opsøgt den.
Ligesom kirken rent fysisk ofte er placeret centralt, må den også fastholde sin centrale rolle i lokalsamfundet gennem digitale medier. Det gør mange allerede gennem
e-mailnyhedsbreve, SMS-beskeder og indbydende hjemmesider, men også Facebook bør tages i brug, når kirken skal nå ud til lokalsamfundet. For på Facebook kan man uden store omkostninger gøre opmærksom på kirken - ikke kun i sit eget netværk eller blandt dem, som allerede kommer i kirken, men i alle dele af lokalsamfundet. Præsenterer man indhold på kirkens Facebook-side som bliver delt, liket og kommenteret, fortæller det Facebook, at det er interessant indhold, og så bliver det helt automatisk vist hos endnu flere. Dit Facebook newsfeed, det første du ser, når du logger ind på Facebook, viser nemlig indhold der er relevant for dig. Det vil sige, at du får vist opslag fra de sider eller personer, som du før har interageret meget med samt nye opslag, som menes at være relevante for dig.
Facebook giver jer et nyt sted at dele viden om kirkens fællesskaber. Tænk på det som et butiksvindue, hvor I kan vise hvad netop jeres kirke har at byde på, så folk føler sig inspireret til at komme ind. Facebook må ikke ses som en byrde i form at et ekstra sted, I nu skal være aktive. Facebook er en mulighed for at dele jeres budskab, jeres meninger, jeres historier og fortællinger. Det skal altså ikke blot være et sted, hvor I deler jeres begivenheder, men også en side, hvor I fortæller om nyheder, deler præsternes tanker og giver menigheden inspiration. Hvis I har succes med ovenstående: at være relevante og interessante på Facebook, kan det sociale medie give jer helt nye muligheder for at inddrage menigheden. På Facebook kan I deltage i dialog og høre menighedens mening og ønsker. Dermed kan Facebook skabe mange nye forhold og fællesskaber.
For at hjælpe jer med at finde hoved og hale i Facebook, har vi lavet en serie af blogindlæg, som beskriver hvordan man opretter siden, laver gode indlæg, evaluerer hvad der har succes på Facebook, engagerer menigheden og beskriver andre af Facebooks mange muligheder. Følg med her eller tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil være sikker på at få de seneste tips til Facebook for kirken.
Udfyld din e-mailadresse og klik "Tilmeld" nedenfor for at modtage nyheder fra ChurchDesk. Du kan til enhver tid afmelde dig igen ved at klikke på linket nederst i nyhedsbrevet.