Kalenderen indeholdt således højmesser, krybbespil, operakoncerter, babysamlesang, filmaftner, studiekredse, pinsegudstjeneste i det grønne, kirkerejser, pastagudstjenester, korsang, konfirmandtiltag, minikonfirmandprogram, kirkegårdsvandringer osv. osv. Med mere end 150 begivenheder på årsplan betyder det, at langt det meste af kalenderen byder på tilbud, der af den enkelte opleves som ligegyldigheder på stribe. Hvis man skal bladre 10 begivenheder igennem, før man finde én, der interesserer, så gider de fleste af os kun at tjekke kalenderen en enkelt gang. Og selvom man er et udholdende kirkemenneske, så betyder mængden af begivenheder, at man ikke kan se skoven for bare træer og med stor sandsynlighed overser lige netop den begivenhed, man ikke kan leve foruden.
Der er derfor god grund til at splitte den samlede begivenhedskalender op i en stribe tema-kalendere målrettet udvalgte grupper af menigheden. I Humlebæk, hvor jeg slår mine folder, har vi indtil videre valgt at udarbejde følgende kalendere:
De enkelte kalendervisninger placerer vi så på de sider af websitet, der netop koncentrerer sig om henholdsvis gudstjenester, foredrag, studiekredse, påske, rejser osv. Næste udfordring består så i at få de enkelte begivenheder fordelt på de rigtige kalendere.
Når man opretter en begivenhed, skal man samtidig tage stilling til begivenhedens ”kategori”. Kategorien bestemmer i hvilke kalendere, begivenheden kommer til at optræde. ChurchDesk byder default på nogle kategorier, men det er slet ikke nok, hvis man vil benytte målrettede kalendere, som jeg her lægger op til. Men det er nemt at oprette supplerende kategorier i systemets kalenderdel.
Når man opretter en kalendervisning, så fastlægger man de kategorier, hvor de tilhørende begivenheder skal vises i kalenderen. Det er heller ikke komplekst. Mere udfordrende er det at oprette en struktur af hensigtsmæssige begivenhedskategorier. Udfordringen ligger i at etablere en kategorisering, der sikrer, at fx en ”julegudstjeneste med krybbespil” kommer til at optræde i hele tre kalendere: ”Gudstjenestekalenderen”, ”Mest for Børn” og ”Julens Kalender”.
Her i sognet har vi 17 temakalendere og benytter ca. 50 begivenhedskategorier. Det bliver et temmelig komplekst skema, men sådan behøver det ikke at være. Vi startede med en del mindre, men tingene udviklede sig derfra. Og er strukturen først på plads, så sker fordelingen af begivenheder på de enkelte kalendere jo automatisk. Jeg har vist et udpluk af det skema, vi bruger for at skabe overblik og korrekt kategorisering. Som det fremgår, så vil fx begivenheder med kategorien ”Gudstjeneste Børn” blive vist i tre kalendere, nemlig ”Gudstjenestekalenderen”, ”Børn og familie-kalenderen” samt kalenderen ”Særlige gudstjenester”, mens højmesserne, der får kategorien ”Gudstjeneste”, kun vises i ”Gudstjenestekalenderen”.
Det er ikke nok at udarbejde nogle relevante kalendervisninger og placere dem på de relevante sider på websitet. Da løbende og aktuelle aktiviteter jo er det, der skaber liv på websitet og i kirken, så skal de enkelte kalendere markedsføres. Et af de væsentligste formål med forsiden på websitet er at give den besøgende lyst til at gå længere ind i websiden og til at finde det, der er relevant for vedkommende. Derfor er det en god idé at ”sælge” kalenderne på forsiden med link direkte til kalenderne. Det kan fx gøres ved hjælp af den stribe af bannere, som vi har lagt ind på forsiden af websitet, og som hver især fører til den rette kalender og webside. Et kort blik på Google Analytics fortæller, at det virker. Nu finder de besøgende på websitet den rette kalender, og de klikker sig samtidig ind på de sider, der interesserer dem mest.