Haderslev Domsogn har i flere år arbejdet med medlemspleje og aktiviteter målrettet grupper i sognet. Hør teolog og kirke- og kulturmedarbejder Henrik Engelbrekt Refshauge i samtale med Christian Steffensen fra ChurchDesk på Kirkens Forum.
"I Haderslev Domsogn er der 11.500 indbyggere og 10.500 medlemmer. Vi rækker ud til både medlemmer og resten. Vi skal række ud til alle," siger Henrik Refshauge. Det gør kirken ved at få fat i kontaktoplysninger til forskellige arrangementer, så de kan holde kontakten og komme med relevant kommunikation. Der er nyhedsbreve tilpasset grupperne og informationer bliver indsamlet via digitale formularer. "Der er f.eks. forskel på familier. Har de små eller større børn. Og vi prøver også at række ud til vores 120 frivillige med relevant og målrettet information."
"Vi er først lige begyndt at gemme oplysninger fra tidligere aktiviteter og hold. Det betyder, at vores databaser er eskaleret og vi når meget bredere ud. Vi har nu f.eks. mulighed for at se tilbage, og se hvem der blev døbt tidligere og sende dem en lille dåbshilsen," siger Henrik Refshauge som et af eksemplerne på hvordan medlemspleje kan tænkes ind i kirkens arbejde.
Se mere i videoen fra Kirkens Forum, hvor Henrik Refshauge og Christian Steffensen talte om medlemspleje og kom ind på hvordan man arbejder og hvad det har betydet for Haderslev Domsogn.