Der er store ændringer på vej hos Google og den måde de prioriterer deres søgeresultater. Den 21. april 2015 ændrer Googles deres søgemekanisme væsentligt. Selskabet har netop meddelt, at et mobilvenligt design bliver et vigtigt parameter for at blive prioriteret i søgeresultaterne i verdens mest populære søgemaskine. Det bliver fremover afgørende at understøtte mobiler og smartphones - også for kirken.
"Ændringen vil påvirke mobilsøgninger på alverdens sprog, og den vil få betydelig indvirkning for prioriteringen af vores søgeresultater. Samtidig vil brugerne finde det lettere at få relevante søgeresultater i høj kvalitet, der er optimeret til deres enheder," skriver Google på sin blog. Det betyder grundlæggende, at hjemmesider der ikke er optimeret til smartphones og mobile enheder vil blive nedprioriteret i søgningen.
De fleste af vores kirker bruger analyseværktøjer til at se på, hvor deres besøgende kommer fra og hvad de søger på. Langt størstedelen kommer fra netop Google og dermed er det også en vigtig kilde for besøgende. De finder ofte frem til arrangementer og information ved at søge - langt færre går direkte ind på kirkens hjemmeside.
Besøgende fra mobile enheder er stigende
Vores data viser, at over halvdelen af besøgende kommer fra mobile enheder. Sidst vi opgjorde dette var tallet over 60% på tværs af alle vores kirker. Google bruger også dette til at forklare deres ændring. De forklarer grundlæggende de nye tiltag med, at flere mennesker bruger mobilenheder til at gå på nettet med og at de derfor også er nødt til at ændre deres algoritmer til dette brugsmønster. Det kan man kun give dem ret i!
For et års tiden skrev vi også om, at trafikken fra mobiler er stigende på vores kirkers hjemmeside. Det er, som det fremgår, steget voldsomt i løbet af det seneste år. Og intet tyder på, at det vil stoppe - og det kan vi med en smartphone glæde os over :-)
Vælg en arbejdsplatform der er mobil
Det giver sig selv at også kirken skal være mobil - både ift. hjemmeside og de besøgende. Men også for kirkens medarbejdere i deres daglige arbejde. Vi har arbejdet intensivt med at blive 100% mobile i ChurchDesk. Vi har længe arbejdet på, at kunne tilbyde en mobilvenlig version af hjemmesiden, formularer, nyhedsbreve osv. Det lancerede vi for et års tid siden med god feedback. Af referencer kan f.eks. nævnes Karlebo Sogn og Domkirken i København. Det næste skridt bliver, at få alle de interne arbejdsgange dækket ind med en app til smartphones. Det er vi glade for snart at kunne tilbyde. Den kommer til iPhone og Android i løbet af de næste par måneder.