I denne måned er Nathanaels Kirke blevet vinderen af månedens hjemmeside. Du kan her læse et interview med Marianne Winterbjerg, Kontaktperson og ansvarlig for hjemmesiden. Marianne fortæller om de vigtigste prioriteringer for kirkens hjemmeside.
Mit mål er, at hjemmesiden afspejler det, man møder, når man kommer ind i selve kirken. Der er to gennemgående farver på hjemmesiden, som jeg har taget direkte fra kirkens fysiske form - nemlig den mørkerøde farve (kirkens mursten) og den mørkegrønne farve (kirkens interiør og det store vægmaleri af Jesus). Derudover er det vigtigt for os, at de tekster, der står på hjemmesiden, afspejler os i kirken. Hvis du kom forbi og satte dig ned med en af de ansatte eller dem, der har fast gang i kirken, så skulle du gerne kunne høre den samme tone, stemme og ånd, som du kan læse på hjemmesiden. Det har jeg prøvet at gøre tydligt ved at arbejde tæt sammen med de ansvarlige for forskellige aktiviteter for eksempel Kirkebio.
Også i billederne prøver vi at få "os i kirken" tydeligt igennem. For eksempel ville kirketjenerne gerne have et sjovt billede på Kontakt-siden, så det samarbejdede vi om.
Det er mig, der tager alle billederne og opbygger et arkiv. Når jeg så vælger billeder til en ny underside eller skifter ud på forsiden, skal billederne have en reel funktion og skabe følelser i forhold til teksten og formålet med siden. For mig er billedet er lige så vigtigt som teksten. De skal være af høj kvalitet, det skal være nemt at afkode billedets formål, og kontrasten skal være god - særligt inde i kirkerummet, da vi har en lidt mørk kirke.
Jeg er rigtig glad for Kirkebio-siden. Kirkebio-siden er æstetisk og informativ på samme tid. Jeg kan godt lide, at et kultur-tilbud i kirken både rummer det åndelige og det kulturelle, og kirken dermed kan skabe nærvær, fællesskab og refleksion. Det er enormt smukt, at man ikke afkræves noget i kirkens fællesskab; man skal bare være tilstede og nyde. Og nyde - det kan man i Kirkebio'en.
Vores organist, som står for Kirkebio, var ansvarlig for tonen og indholdet i undersidens tekst, og så satte jeg det op i hjemmesidedesigneren. Jeg spurgte også til, hvordan han ønskede, at siden skulle se ud. Hvilke funktioner skal "din aktivitet" kunne rumme på hjemmesiden, var spørgsmålet. Og på den måde kom vi frem, at det var vigtigt med formularer på undersiden. Nu er der en formular til dem, der gerne vil være medlem af Kirkebio og en formular bag "Tilmeld"-knap til dem, som bare skal være med til en bio-aften.
Skærmtilpasning er mere vigtigt, end mange tænker. Jeg har brugt en del tid på tilpasning til forskellige skærme, så alle hjemmesidens besøgende får en god oplevelse, uanset om de læser på telefonen, ipaden eller computeren. Og til det arbejde er ChurchDesk hjemmesidedesigneren genial, fordi den er intuitiv at arbejde i. Det er jo ikke et problem at rette til - det tager bare lidt tid. Jeg har arbejdet i mange andre hjemmeside-programmer, som er meget sværere.
Mit bedste råd: husk, at du kan "Copy-paste" elementer, for det er jo et genialt trick. Når jeg er tilfreds med et element, en kolonne eller modul, så kopierer jeg det til en anden side i stedet for at starte forfra hver gang.
Jeg drømmer om at tilføje flere funktioner til hjemmesiden. Det arbejde glæder jeg mig til, for jeg nyder at arbejde med hjemmesidedesigneren. Eksempelvis vil jeg gerne have flere videoklip fra livet i kirken, eller skabe genkendelighed omkring præsten ved at lægge podcasts med ham ind på hjemmesiden.
Jeg kigger ofte på kirkehjemmesider. Det, synes jeg, er spændende - selvom mange hjemmesider ville have godt af et redesign. Jeg bliver inspireret af svenske og norske kirkehjemmesider. Der er de mere modige i deres farvevalg, i hvad de deler, og hvilke funktioner de bruger - mere modige end danske kirkehjemmesider. Jeg synes, vi kan lære meget af vores naboer. Jeg kigger også på festivalers hjemmesider, som er informative, spændende og eventbaserede.
Har din kirke en flot hjemmeside i ChurchDesk, som kan inspirere andre kirker? Nominér din kirkes hjemmeside på knappen herunder - og så bliver den måske udvalgt som vinderen af månedens hjemmeside.